Kontakt  Her har du mulig hed for at sende en mail til Johannes Rodenberg

Min Brevveksling med Glostrup Hospital

 

Denne hjemmeside er oprettet af Johannes Rodenberg, jeg er i dag 71 år, jeg synes jeg har spildt 5 år af mit liv, på grund af nogle lægers arrogance, jeg håber ved at oprette denne side, at den kan være en hjælp til andre til at undgå, at komme i klemme i det danske sundhedsvæsen.

Under kontakt vil du kunne finde min mailadresse.

Efterhånden som min "behandling" stod på, er der meste skrevet ned, bl.a. i forbindelse ved klager til hospitalet, og ved kontakt med læger, så det et ikke noget jeg skal til at huske flere år efter det er sket.

Der kan ske mindre ændringer og omformuleringer efterhånden som jeg får gennemgået mit materiale.

 

Det danske sundhedsvæsen eller hvad man nu skal kalde det

 

Dette er skrevet, idet jeg håber at det kan hjælpe andre, til at undgå at komme i samme situation som jeg har været.

I 2008, mens jeg endnu var dårlig, traf jeg på en ferierejse, en mand fra Vordingborg, hans situation lignede min, lægerne ville ikke tro ham, han måtte selv betale en scanning, det viste sig at han havde en blodprop i hjernen, men han var desværre betydelig hårdere angrebet, end jeg havde været, lægen undskyldte over for ham, men det var ligesom lidt for sent.

 

Stol først og fremmest på din egen intuition, er du utilfreds med lægens afgørelse, så bliv ved, opsøg evt. en anden læge.

Det er ikke altid lykken at få lykkepiller

Når man har rundet de 60, er gået på efterløn eller pension, og man bor på anden sal, når lægen så ikke umiddelbart kan se, hvad man fejler, er det en stor mulighed for, at man får at vide, at man har en depression.

Jeg læste for et stykke tid siden, at mange ældre får en depression, når de går på efterløn eller pension. Har de fået den samme behandling, som jeg har fået af lægerne, er det ikke så mærkelig, at de bliver deprimerede. Jeg gad vide, hvor mange der i realiteten har en depression og, hvor mange der er ofre for nogle læger, der tror de ved alt. Jeg synes, det mindste man kunne gøre, var at udspørge og undersøge lidt mere, eller sende en til psykolog, og ikke bare kritikløst give en piller.

Mine erfaringer med læger år 2003 – år 2008, (fra jeg var 63 år til jeg var 68 år).

Fra ca. starten af 1998 – august 2003 gik jeg på en masse kurser, jeg har kursus- og eksamensbeviser fra den tid på over 20 kurser, ud over det, var jeg på en del kurser, som jeg ikke fik beviser for. I august 2003 skete der noget, hvor jeg bla.a. fik problemer med at læse, derfor måtte jeg lægge mine fremtidige kurser om, således at jeg ikke behøvede, at lave hjemmearbejde, bla. a. begyndte jeg at gå til forelæsninger på folkeuniversitetet.

 

 Her er lidt om forløbet af min sygdom, det er skrevet ned med jævne mellemrum, samt jeg har haft en del korrespondance med hospitalet, så der er ikke noget jeg skal til at huske, flere år efter det er sket.

 

Hovedsymptomer: Hovedpine, svimmelhedsfølelse, men ingen problemer med balancen, jeg fik hukommelsesproblemer og besvær med at læse.

 

Jeg har lagt mærke til at langt de fleste ældre læser udmærket. De eneste tilfælde jeg kender, hvor ældre har problemer med at læse, er fordi de altid har haft problemer, eller at de har haft en blodprop i hjernen.

 

Ca. august 2003: Starter med hovedpine, uro i hoved, problemer med at læse, problemer med hukommelse samt svimmelhedsfølelse.

Min læge forsøger med behandling mod dehydrering, samt sender mig til øjen- og ørelæge, men ingen kan sige, hvad jeg fejler, ingen diagnose. Jeg tager typisk 2-8 hovedpinepiller daglig.

 

Starten af året 2004, bliver jeg henvist til neurolog Inge Jensen, Rødovre. Efter undersøgelse hos neurologen, samt EEG undersøgelse og CT-scanning, der tilsyneladende ikke viser noget unormalt, beslutter hun sig for, at jeg har en depression, jeg er fuldstændig uforstående og protesterer, men hun siger, at man godt kan have en depression, uden at vide det, så jeg må jo tro på, hvad lægen siger.

Jeg blev så ordineret Cipralex, og skulle komme igen 3-4 mdr. efter, i august 2004. Jeg havde ikke fået det bedre, alligevel blev jeg ordineret Cipralex for resten af mit liv, uden at skulle til kontrol. Derfor fik jeg recept med til 6 x 200 dage, altså til ca. 3½ år. Gad vist om hun har aktier i Lundbeck, (producenten af pillerne).

 

Jeg får det stadig ikke bedre, jeg går jeg til min egen læge igen. I mellemtiden var min læge desværre stoppet, og der var kommet anden læge. Han sætter dosis op til 2 Cipralex daglig. Jeg får det stadig dårligere, jeg bliver meget sløv, og er efter hånden oppe på at sove10 – 12 timer i døgnet.

 

Forår 2005 henviser min læge mig til, som jeg forstår det, til neurologisk afd. på Glostrup Hospital. I maj får jeg så indkaldelse, det viser sig at være til demens afd.. Der bliver jeg undersøgt af en meget behagelig neurolog, der talte med accent, sikkert af udenlandsk oprindelse, det var ikke Jens Feilberg. Jeg kommer til forskellige undersøgelser.

Følgende undersøgelser på daghospitalet:

 

13. maj 2005 indskrives til daghospital

9. juni 2005 . Hjernens Gennem blødning.

20. juni CT scanning.

28. juni rygmarvsundersøgelse, der går så fem måneder før der sker noget igen, det er lang tid når ikke man har det godt.

30. nov. kommer jeg til en grundig neurologisk undersøgelse hos neuropsykolog Peter Brun, samt en ung dame der var i praktik. Efter endt undersøgelse fik jeg at vide af neuropsykologen, at der ikke var tegn på demens, det havde jeg heller ikke på noget tidspunkt regnet med.

2. juni 2006 bliver jeg udskrevet Over et halvt år siden den sidste undersøgelse, næste et år efter den næstsidste undersøgelse og mere et år efter jeg startede. Og der var ikke sket spor bedring.

 

 

I løbet af vinteren – foråret 2006, løber jeg tør for Cipralex op til en weekend, jeg kan ikke finde recepten, så jeg kan ikke tage pillerne i weekenden, jeg har nu taget pillerne i ca. 2år. Da jeg ikke savner pillerne, venter jeg 14 dage med at gå til lægen. Vi blev enige om at der ikke var nogen grund til at tage pillerne mere. Der var ingen af lægerne, der på dette tidspunkt havde sagt, jeg skulle stoppe med pillerne. Efter at have stoppet, fik jeg et mere normalt søvnbehov, samt havde fået mere energi, men hovedpinen samt de andre gener var der jo stadig.

 

Først på sommeren 2006 bliver vi ringet af ledelsen på hospitalet, det er min kone der tager telefonen. De vil gerne forhøre sig om vi har været tilfreds med servicen på hospitalet, Min kone klager over en langsommelig behandling, Jeg havde været indskrevet i over 1 år, den næstsidste undersøgelse var for næsten 1 år siden og den sidste undersøgelse var for over et halvt år siden, det er lang tid at vente, når ikke man har det godt. Jeg tror man på afdelingen, har været uenige om, hvad man skulle gøre ved mig, hvorfor skulle det ellers tage så lang tid? Den forklaring som jeg fik, efter en senere klage, er direkte usand.

 

Kort tid efter får jeg en indkaldelse til hospitalet i juni 2006, jeg er ikke i tvivl om at det er på grund af den opringning fra ledelsen, og at de på afdelingen, havde fået besked på at der skulle ske noget, evt. få afsluttet behandlingen. Jeg troede at de ville scanne mig igen, eller noget andet, jeg var jo fuldt ud ligeså dårlig, som da jeg blev indskrevet, jeg kunne jo ikke drømme om at man ville udskrive mig, uden at prøve at hjælpe mig. Mens vi sidder i venteværelset på hospitalet, kommer der en i hvid kittel ind, og går lidt forvirret rundt og kigger, han går igen og kommer et øjeblik efter tilbage, med nogle papirer, og råber så mit navn op. Nå der sidder i, siger han, goddag igen, sagde han, som om han kendte mig, jeg havde aldrig set manden før. Det viser sig at være overlæge Jens Feilberg. Han mente ikke der var grund til flere undersøgelser, i øvrigt var det meget tydelig, at han ikke havde til formål at hjælpe mig, jeg skulle ud af systemet hurtigst mulig. Til min læge havde han skrevet at jeg fremtræder trist og somaterende, Hvordan i alverden kunne han se det, han har kun har set mig denne ene gang, og det tog ikke lang tid, og han havde ikke foretaget nogen undersøgelser. Det var tydelig, han havde kun det ene formål, at få mig udskrevet, hurtigst mulig. Min kone syntes han var meget arrogant. Jeg tror alle mennesker ville være triste, når man ikke har det godt, og var udsat for den behandling, som jeg har fået. Jeg var ikke kommet et skridt videre, og det var gået næsten 3 år.

 

Ved en senere klage til hospitalet over langsommelig og manglende behandling, fik jeg at vide at de skulle bruge et halvt år, til at finde ud af om jeg var dement, men det er direkte usandt, idet resultatet forelå straks efter den neuropsykologiske undersøgelse, det var ikke tale om jeg skulle vente på svaret, og min hovedpine måtte stamme fra noget andet, mente neuropsykologen, desuden blev jeg heller ikke undersøgt ved den afsluttende indkaldelse.

 

Jeg får det stadig dårligere, min læge ordinerer mig Gabapentin, det tager noget af smerten, jeg tager stadig hovedpinepiller, lægen henviser mig også til reumatelog Bodil Frost i Ballerup, jeg skal have undersøgt nakken, som jeg på et tidligere tidspunkt havde haft problemer med. Der var flere mdr. ventetid, men jeg kunne komme til lid før hos Grethe Hesselsø, hun havde klinik samme sted. Desværre skulle det også vise sig, at det var et uheldigt valg.

 

I slutningen af januar 2007 var jeg hos reumatelog Grethe Hesselsø. Hun gad dårlig nok rejse sig fra sin stol, for at undersøge mig, hun kildede mig lidt med en fjer, og før jeg skulle gå, spurgte hun mig, om jeg da gerne ville røntgenfotograferes, jeg var interesseret i alt som kunne hjælpe mig, derfor sagde jeg selvfølgelig ja.

Røntgenfotograferingen viste noget slidtage i nakken, men det havde Grethe Hesselsø ikke tænkt sig at gøre noget ved, hvorfor i alverden skulle jeg så røntgenfotograferes. Hun sagde, at jeg jo kunne stå og gå, jeg kunne tage tøj på og af, så der var ikke grund til at gøre mere.

 

Jeg henvendte mig til min kones niece og hendes mand, han var neurolog i Sverige, han kunne ikke forstå, ar når en spect-scanning viste, at jeg havde en forandring i venstre paritallap, så burde man have undersøgt det nærmere, desuden havde jeg jo stadig smerter. Neurologen bad Glostrup hospital om at jeg fik en MR-scanning.

 

Da jeg får at vide at der går mindst en måned, før jeg hører fra hospitalet, henvender jeg mig til privathospitalet Hamlet, hvor jeg fik en tid til MR-scanning i marts 2007. Scanningen viste at jeg har haft en blodprop i hjerne stammen, en neurolog på Hamlet ordinerede mig Saroten, i stedet for Gabapentin og hovedpinepiller, Sarotenen hjalp rigtig meget på mine smerter.

 

I løbet af året 2007 fik jeg en mærkelig snurren i højre side af ansigtet, jeg får også nogle problemer med synet på højre øje, samt susen og pibetone på højre øre. Jeg må trappe ned med alt hvad jeg foretager mig, gå langsommere, dele havearbejde op i mindre dele. Jeg vil mene, at jeg måske har haft en mindre blodprop i august 2003 og måske igen i 2007, og det at jeg er meget aktiv fysisk, samt bruger meget af min tid på at dygtiggøre mig, samt har sunde kostvaner, gjorde at evt. blodpropper ikke har gjort mere skade end de gjorde, jeg tror i hvert fald mere på Hamlets vurdering, end på overlæge Jens Feilberg.

 

Om efteråret, starter jeg igen på neurologisk afdeling, desværre er der igen overlæge Jens Feilberg, han blev i øvrigt meget forbavset, da jeg sagde jeg kom ude fra min have, i min adresse stod der jo jeg boede på 2. sal. Det viser sig, at han kun har et formål, det er at bevise at han havde ret første gang, men når det nu ikke var sikkert, at det var en depression, så var jeg da i hvert fald blevet gammel, og det har han jo ret i. Det var fuldstændig lige meget, hvad jeg sagde, det var han det var ligesom han ikke fattede det, jeg fik den tanke at der nok var en grund til, at han var henvist til demensafdelingen, han mente ikke jeg har haft en blodprop.

I øvrig, stod der jo i den forrige redegørelse jeg fik, at man gerne ville tage mig ind, for at fortælle mig noget om alderdom.

 

 

Jeg blev udskrevet igen i foråret 2008, uden at være kommet et skridt videre, overlægen mente nu at det var alderdom, der gav mig symtomerne, hvis han har ret i det, kan jeg give et rigtig godt råd, så er gigtpiller nemlig et rigtig godt middel mod alderdom, husk det. Men ældre var jeg jo blevet.

I mellemtiden havde min læge henvist mig til en psykiater ved navn, Flemming Bjørndal i Hundige, overlæge Jens Feilberg var meget interesseret i, hvem det var, jeg skulle til, det viste sig at det var for at videregive hans diagnose om alderdom, desuden havde han også videregivet diagnosen til neurologen i Sverige. Det var ham åbenbart meget vigtig, at offentliggøre det var på grund af alderdom, at jeg havde smerter m.m.. Jeg ved ikke hvorfor det var så vigtig for ham at redde sin ære, til fordel for mit helbred.

 

I mellem tiden ordinerer min læge mig piller mod blodtrykket, samt blodfortyndende piller.

 

Foråret 2008. Da jeg var gået et par gange hos psykiater Flemming Bjørndal i Hundige Storcenter, tog jeg mine kursusbeviser med, det var over tyve beviser, jeg spurgte ham om han mente at en med en depression, ville tage så mange kurser på eget initiativ. Det var ligesom han blev noget ærgerlig, nu passede jeg åbenbart ikke ind i det billede, han havde af mig.

Jeg fik at vide at han ikke kunne hjælpe mig, men gav mig ret i at jeg nok ikke havde en depression, men når jeg fik brug for hans hjælp, kunne jeg bestille tid, inden for de næste 6 mdr.????  I perioden mens jeg gik hos ham, havde jeg nogle problemer med pilleskift, så jeg måtte opgive alupan, som han havde ordineret mig. Efter et stykke tid tog jeg igen alupan, og bestilte igen tid hos ham, jeg fik en tid, men han kunne stadig ikke hjælpe mig, men ville jeg få brug for ham kunne jeg bare bestille tid hos ham igen.????  Jeg kom jo fordi jeg havde brug for hjælp. Efter at jeg havde taget alupan et stykke tid, uden nogen mærkbar virkning, henvendte jeg mig til min læge, lægen mente jeg skulle stoppe med pillerne.

 

Jeg får min læge til at skrive en henvisning til en fysiurg i Glostrup, der tidligere med held. Han havde behandlet mig for slidtagen i nakken, jeg fik tid i august 2008, nøjagtig fem år efter, mine problemer var begyndt. Han mente at når jeg tidligere havde haft slidtage i nakken, ville det ikke være blevet mindre med tiden, jeg blev ordineret op til 3 gigtpiller efter behov, om dagen, og jeg måtte også tage op til 3 Saroten om aftenen. Pillerne har hjulpet mig rigtig meget.

 

Så når lægerne har ret i at det jeg fejler, er alderdom, kan jeg absolut anbefale gigtpiller, som et rigtig godt middel. I dag har jeg det rigtig godt, jeg ved ikke om det udelukkende, er pillernes skyld.

Jeg kan igen holde til fysisk arbejde.

 

 Jeg forstår ikke at det skulle gå 5 år, før en læge endelig ville tage mig alvorlig. Jeg forstår heller ikke, at en neurolog der ikke har tilset mig i 16 mdr. pludselig og uden konsultation, (neurologen fra Sverige), kan erklære at mine problemer er på grund af alderdom, det var noget helt andet, han sagde under konsultationen, jeg kan ikke se andet end at det var Jens Feilberg der havde henvendt sig til ham. Jeg må godt nok sige at min tillid til læger har fået et alvorligt knæk.

Jeg vil tro at havde lægerne taget mig alvorlig, kunne jeg have haft det godt i løbet af 1-1½ år, nu gik der fem år, og var meget tæt på at give mig en depression, samt var ved at opgive flere gange.

 

Tre ting har hjulpet mig undervejs.

1.      Da jeg holdt op med Cipralex på eget initiativ.

2.      Da neurologen på Hamlet, som jeg på eget initiativ opsøgte, og selv betalte, gav mig Saroten.

3.      Da fysiurgen, som min læge på mit initiativ, sendte mig til i 2008, gav mig gigtpiller.

 

Udelukkende det jeg på eget initiativ har fortaget, har hjulpet.

Jeg har dog stadig problemer med at læse, samt visse problemer med hukommelsen, men ellers har jeg det godt i dag, og kan klare fysisk arbejde igen.

 

 Man skal i hvert fald have et godt helbred og en god psyke, når man vil opsøge en læge. Jeg synes lægerne burde lytte lidt mere til patienterne, også selv om patienten er over 60.

 

Til top

Webmaster Johannes Rodenberg,